
FC Københavns topscorer, Robert Skov, har i denne sæson tangeret Ebbe Sands scoringsrekord for flest mål på én Superliga-sæson i historien.
Robert Skov havde egentlig chancen for at sætte sig på rekorden, da FCK tabte 4-3 til Esbjerg fB i weekenden.
Men desværre for Skov, så afsluttede han på stolpen på sit første straffespark. Efterfølgende røg bolden ind i ryggen på Esbjerg-keeper Jeppe Højbjerg og derved blev målet vurderet til at være et selvmål.
Bare ni minutter senere fik FCK dog endnu et straffespark, og denne gang var Skov en tand skarpere, så han afsluttede direkte ind bag Højbjerg direkte i netmaskerne.
Det betyder, at han er oppe på 28 mål med en enkelt kamp tilbage i sæsonen. Det er på hjemmebane mod FC Nordsjælland den 25. maj klokken 17.00.
Derved har han tangeret Ebbe Sands scoringsrekord i sæsonen 1997/1998, hvor han blev topscorer, da han spillede for Brøndby IF.
Det er dog værd at understrege, at Sand satte rekorden i 33 kampe, mens indeværende Superliga-sæson rummer 36 kampe i alt.
Søndagens kamp er Skovs 33. Superliga-kamp i sæsonen, hvis han som forventet spiller kampen.
FCK TV har samlet alle Skovs hidtidige scoringer i sæsonen her:
Flest mål på en sæson i Superligaen:
28 – Ebbe Sand (1997/98)
28 – Robert Skov (2018/19)
26 – Miklos Molnar (1996/97)
25 – Dame N’Doye (2010/11)
24 – Erik Bo Andersen (1994/95)
23 – Heine Fernandez (1998/99)