Brøndby og Sønderjyske spillede 2-2 søndag eftermiddag efter et comeback af sønderjyderne, som ifølge Nicolai Vallys var gode til at udnytte vinden.
Efter at have været foran med 0-2 endte Brøndby søndag med at spille 2-2 på udebane mod Sønderjyske.
Efter kampen var det da også en skuffet Nicolai Vallys, der satte ord på kampen til TV 2 Sport.
“Jeg ved det ikke. De lægger et godt tryk på os, og der er noget vind, som de er gode til at udnytte,” udtalte Vallys og fortsatte:
“De spiller en masse lange bolde og bliver enormt farlige. Jeg ved det sgu ikke. Vi er for uskarpe og dårlige til at holde fast i bolden,” lød det blandt andet fra BIF-profilen.
Resultatet betyder, at Brøndby glider ud af Top 6, idet holdet i skrivende stund ligger på en 7. plads i Superligaen.
Brøndby har foreløbig høstet 24 point efter 16 spillerunder.