Ekspert om unge profiler: Brøndby skal tage en god pris

Foto: Dejan Obretković

21-årige Jesper Lindstrøm og 19-årige Morten Frendrup har været vigtige profiler for Brøndby i denne sæson, og fodboldekspert Per Frimann mener, at Superliga-klubben bør tage en god pris for dem. 

Jesper Lindstrøm og Morten Frendrup har trods deres unge alder vist sig at være blandt de bærende spillere på det succesrige Brøndby-hold, der i skrivende stund ligger nr. 1 i Superligaen.

Det har skabt international interesse for de unge danskere, og for nylig meldte nordicbet.dk, at belgiske Club Brügge havde interesse i de profilerede talenter.

Rygterne overrasker ikke fodboldekspert på TV3 Sport Per Frimann, der har et stort kendskab til belgisk fodbold, hvor Club Brügge lige nu er meget stærkt kørende.

“At hente to store talenter fra dansk fodbold passer meget godt ind i den strategi, der er i Club Brugge. Det er en klub, der er sindssygt godt kørende, og økonomien er i top – de har et spillerbudget, der er tre gange så stort som FC Københavns,” udtaler Frimann og fortsætter:

“Brøndby skal tage en god pris for dem, for Club Brugge har lige nu pengene til at gå ud og hente de allerstørste talenter i de skandinaviske lande,” lyder det fra fodboldeksperten.