
FC København tabte torsdag med 4-2 til FC Midtjylland, men Victor Froholdt slår fast, at mandskabet skal ende med at vinde det danske mesterskab.
FC København har netop tabt til FC Midtjylland med 4-2 efter et opgør, hvor Løverne indkasserede to sene mål.
19-årige Victor Froholdt ser flere problemer, men først og fremmest mangler FCK kontinuitet, mener han.
“Der er mange ting, som gør, at vi ikke vinder de fodboldkampe, vi skal. Først og fremmest skal vi sammensætte 90 gode minutter over en lang periode,” udtaler Froholdt til bold.dk og uddyber:
“Hvis vi er uskarpe i nogle minutter, så indkasserer vi mål, og så får vi ikke den kontinuitet i spillet, der gør, at vi vinder mange kampe i streg,” siger FCK-kometen.
“Det er dog meget vigtigt at sige, at vi ikke har tabt endnu. Vi er to point efter, og det er ekstra vigtigt, at vi står sammen og kæmper for det her. Vi skal ende som danske mestre,” lyder det fra Victor Froholdt.
FCK ligger på en aktuel 2. plads i Superligaen.