Mandag aften skulle det danske mesterskab afgøres, da der potentielt var tre bejlere til titlen. Brøndby endte med guldet efter 16 års tørke.
Brøndby IF kunne selv afgøre mesterskabskampen. Det krævede dog en sejr mod FC Nordsjælland hjemme på Brøndby Stadion.
De 9.669 fremmødte fans sørgede for god stemning på lægterne. Efter en del store muligheder til Brøndby i første halvleg, så skulle man hen i halvlegens overtid, før det første mål faldt i kampen.
Det var én af holdets store profiler i denne sæson, Lasse Vigen, der fik lægterne til at koge, da han scorede til 1-0 efter assist af Simon Hedlund.
Anden halvleg var bare seks minutter gammel, før Anis Slimane også ville være med i guldfesten. Han sendte bolden i nettet til 2-0, hvilket også blev kampens resultat.
Da der var fløjtet af, røg store del af tilskuerne ind på græstæppet, således, at Brøndby-spillerne og staben dårligt kunne nå at juble, før de måtte spurte ned i omklædningsrummet til vagterne havde fået styr på fansene.
Det lykkedes dog efter noget tid, og således, kunne spillerne og staben få overrakt guldmedaljerne og trofæet for 11. gang i klubbens historie efter 16 års mesterskabstørke i Superligaen for Brøndby IF.
Andenpladsen og tredjepladsen
FC Midtjylland endte med sølvet, da de hjemme vandt med hele 4-0 over AGF. De endte på 60 point, mens Brøndby altså blev mestre med bare et enkelt point mere, nemlig 61 point.
FC København, der både skulle håbe på nederlag til både FC Midtjylland og Brøndby IF samt hente en historisk storsejr for at sikre guldet mandag aften, endte i stedet med at tabe 2-1 ude mod Randers FC. FCK endte dermed på 55 point og fik tredjepladsen og bronzemedaljerne.
Første- og andenpladsen i Superligaen giver billet til Champions League-kvalifikationen, mens tredjepladsen giver billet til kvalifikationen til det nye format, Europa Conference League.