
Tyske Benjamin Schmedes er blevet ansat som ny fodbolddirektør i Brøndby IF, og Superliga-klubben har dermed sikret sig en erstatning for Carsten V. Jensen.
Fra den 1. januar 2025 hedder Brøndby IF’s fodbolddirektør Benjamin Schmedes.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Den 39-årige tysker kommer til Brøndby fra Vitesse Arnhem i Holland, hvor han har bestridt en stilling som teknisk direktør i klubben.
Brøndbys næstformand for bestyrelsen, Scott McLachlan, sætter ord på tilgangen af den nye fodbolddirektør.
“Vi er utroligt glade for at byde Benjamin Schmedes velkommen som ny fodbolddirektør i Brøndby IF,” udtaler næstformanden til BIF’s hjemmeside og fortsætter:
“Benjamin bringer en stærk erfaring fra flere fodboldmiljøer, hvor han har arbejdet strategisk og dygtigt for at opnå fremragende resultater,” siger McLachlan.
“Han har vist, at han kan præstere i konkurrenceprægede internationale sammenhænge og balancere kravene om udvikling, forretning og sportslige resultater. Dette er en kvalitet, vi finder afgørende for at styrke Brøndby IF’s position både nationalt og i Europa,” udtaler BIF-bossen.
Brøndby indtager i skrivende stund en 5. plads i Superligaen.