Officielt: Randers FC afskiber ung angriber

Foto: Dejan Obretković

Superliga-klubben Randers FC har valgt at sælge den nigerianske angriber Mustapha Isah, der er blevet hentet af norske Kristiansund på permanent basis.

Randers FC har taget permanent afsked med 20-årige Mustapha Isah.

Klubben meddeler således på sin hjemmeside, at man har solgt angriberen til Kristiansund, efter han var udlejet til Start i efteråret.

Isah bliver dermed i norsk fodbold, og Randers FC-sportsdirektør Søren Pedersen sætter ord på handlen.

“Det har været spændende at følge ham i Norge, og både hans udvikling og selvtillid har nydt godt af lejeopholdet,” siger han til klubbens hjemmeside og uddyber:

“Da konkurrencen om spilletid i Randers FC er hård, er det en fordel for Mustapha at finde en klub, hvor han kan udvikle sig yderligere gennem mere spilletid,” forklarer sportsdirektøren.

“Han besidder et stort potentiale, og Eliteserien er et godt sted for hans videre udvikling. Jeg ønsker ham alt det bedste i Norge,” lyder det fra Søren Pedersen.

Mustapha Isah nåede ti optrædener for førsteholdet i Randers FC.