Silkeborg bekræfter: Accepterer bud på profil

Foto: Dejan Obretković

Superliga-klubben Silkeborg IF bekræfter, at de har valgt at acceptere et bud på 21-årige Rasmus Carstensen. Det fremgår dog ikke hvilken klub, der er tale om.

Den danske U21-landsholdsspiller Rasmus Carstensen har igennem længere tid været en vigtig spiller i Silkeborg IF, hvor han har sat sig solidt på højreback-positionen.

Og det er tydeligvis blevet bemærket rundt omkring, for Superliga-klubben har accepteret et bud på den 21-årige forsvarer.

Silkeborg IF Invest A/S meddeler således i en pressemeddelelse, at de opjusterer forventninger til regnskabsåret, fordi de har accepteret et bud på Carstensen.

“Selskabets dattervirksomhed, Silkeborg IF A/S, har accepteret et tilbud fra en anden klub vedr. en transfer af fodboldspilleren Rasmus Carstensen. Tilbuddet er betinget af enkelte forbehold, der alle forventes opfyldt i løbet af den kommende uge,” lyder det i pressemeddelelsen.

“Ovennævnte transaktion medfører at selskabets resultatforventning i indeværende regnskabsår opjusteres til et resultat før evt. dagsværdiregulering af investeringsejendomme og før skat i intervallet +40 mio. kr. til +50 mio. kr., mod tidligere et resultat i intervallet +20 mio. kr. til +30 mio. kr,” skriver Silkeborg IF Invest A/S.

Rasmus Carstensen har samlet set spillet 89 kampe for klubbens førstehold.