AaB sender 27-årig midtbanespiller til 3. division

Superliga-klubben AaB har sendt 27-årige Robert Kakeeto til 3. divisionsklubben Middelfart på en lejeaftale, der gælder frem til sommeren 2023.

Helt tilbage i september 2015 blev Robert Kakeeto forfremmet fra AaB’s U19-mandskab til førsteholdet, og siden er det blevet til 43 kampe i den bolsjestribede trøje.

Men efter ni år i klubben takker den centrale midtbanespiller nu af, da han er blevet udlejet til Middelfart, der spiller i 3. division.

Lejeaftalen gælder frem til sommeren 2023, hvor 27-årige Kakeeto har kontraktudløb med nordjyderne, og han er derfor færdig som AaB-spiller.

“I de ni år, der er gået, siden Robert kom til AaB, har udviklet sig både sportsligt og personligt, og han har med sit rare væsen og gode humør været særdeles vellidt af alle i klubben,” udtaler sportschef Inge André Olsen ifølge klubbens hjemmeside.

Robert Kakeeto ser frem til nye udfordringer i Middelbart, selvom han finder det vemodigt at tage afsked med AaB.

“Det er da lidt hårdt at sige farvel til AaB efter mange gode år. AaB er den første europæiske klub, jeg har spillet i. Den føles lidt som min barndomsklub, og jeg har fået rigtig mange gode venner i AaB – både gennem min ungdomstid og på Superligaholdet, så klubben betyder meget for mig,” lyder det fra midtbanemanden.

Kakeeto har spillet to A-landskampe for Uganda.