Medie: FCM kræver 75 mio. for AC Milan-emne

Foto: Dejan Obretković

FC Midtjylland kræver efter sigende omkring 75 millioner kroner for profilen Raphael Onyedika, der bliver kædet sammen med Serie A-storklubben AC Milan.

Den nigerianske midtbanespiller Raphael Onyedika har udviklet sig til at være en vigtig profil på FC Midtjylland-mandskabet, og det er blevet bemærket af den italienske storklub AC Milan.

Her er han efter sigende blevet udset som en mulig forstærkning til den centrale del af midtbanen, hvor andre navne dog også overvejes.

Og det potentielle salg kan ende med at indbringe FC Midtjylland en ganske klækkelig sum penge.

Ifølge Milan Reports skriver avisen Gazzetta dello Sport i deres printudgave, at AC Milan skal betale knap ca. 75 millioner kroner, hvis de skal lykkes med at købe 21-årige Onyedika.

Nigerianeren vil dermed kunne blive ét af de største salg i FCM’s historie, hvor han vil kunne overgå navne som Pione Sisto og Rasmus Nissen Kristensen.