Jens Martin Gammelby er blevet hentet af Superliga-klubben Silkeborg IF, der har købt ham fri af norske Ham-Kam. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.
Silkeborg IF har mandag annonceret købet af en gammel kending.
Det drejer sig om Jens Martin Gammelby, som er blevet hentet i norske Ham-Kam fra vinter.
Skiftet glæder den 28-årige højreback, som spillede for SIF fra ungdomsårene og indtil 2018, hvor han røg til Brøndby.
“Det bliver fantastisk at vende tilbage. Det er i Silkeborg IF, jeg har fået min fodboldopdragelse, og det har altid ligget i kortene, at jeg skulle tilbage på et tidspunkt,” siger Gammelby til klubbens hjemmeside.
“Nu er timingen den rette for både SIF og mig, og det er jeg meget glad for,” lyder det fra den rutinerede back.
Jens Martin Gammelby står alt i alt noteret for 144 kampe for Silkeborg IF, hvor han har leveret ni mål og syv assists.