FC Midtjyllands anfører, forsvarsspilleren Erik Sviatchenko mener, at holdet står stærkere i guldkampen nu end i efteråret.
FC Midtjylland tager hul på deres første Superliga-kamp i forårssæsonen, når de hjemme tager imod Lyngby Boldklub.
Efter FC Københavns nederlag til Esbjerg, så kan FCM lægge yderligere afstand til københavnerne.
FCM’s anfører Erik Sviatchenko lægger heller ikke skjul på, at han føler, at holdet står endnu stærkere til foråret end tilfældet var i efteråret.
“Jeg føler, at både holdet, trænerteamet og jeg har fået de svar, som vi havde håbet på inden vinterens træningsopstart. Vi står endnu stærkere nu. Vi er helt klar til at genoptage mesterskabskampen,” siger Sviatchenko til aoh.dk.
FCM ligger fire point foran FCK i Superliga-tabellen inden mandagens opgør.