FCN har solgt Damsgaard – tjener kassen

FC Nordsjælland har torsdag solgt den offensive profil, Mikkel Damsgaard. TV3 Sport og Ekstra Bladet mener, at prisen lyder på 50 millioner kroner.

FC Nordsjælland har solgt den 19-årige offensivspiller, Mikkel Damsgaard. Han er blevet udstyret med en fireårig kontrakt med Serie A-klubben Sampdoria.

Han skifter dog først til sommer, når transfervinduet åbner igen.

Ifølge de danske medier TV3 Sport og Ekstra Bladet, så lyder transfersummen på 50 millioner kroner.

Det betyder, at Damsgaard-handlen overgår sommerens salg af Andreas Skov Olsen, der angiveligt kostede 45 millioner kroner, da han blev solgt til en anden Serie A-klub, nemlig Bologna.

På trods af sin unge alder, har Damsgaard spillet 77 Superliga-kampe. I denne sæson har han scoret seks mål i 19 Superliga-kampe, hvilket gør ham til klubbens topscorer.