Avis: Friis-fyring koster AaB 1,7 millioner kroner

AaB fyrede for nylig cheftræner Lars Friis, og det kommer efter sigende til at koste klubben ca. 1,7 millioner kroner i kompensation. Det melder Ekstra Bladet.

For knap to uger siden blev det en kendsgerning, at AaB valgte at fyre cheftræner Lars Friis, efter holdet har fået en meget skuffende start på sæsonen.

I stedet har Superliga-klubben ansat en gammel kending i form af Erik Hamrén, som vandt guld med AaB tilbage i 2008.

Og nu er AaB nået til enighed med Lars Friis om, hvordan han skal kompenseres for sin fyring.

Det skriver Ekstra Bladet.

Avisen beretter, at Friis har valgt at accepere en løsning på et års løn, hvilket svarer til i omegnen af 1,7 millioner kroner, som skal udbetales med det samme.

Det betyder, at AaB sparer omkring tre millioner kroner i forhold til værste udfald, skriver Ekstra Bladet.

AaB befinder sig i øjeblikket på 11. pladsen i Superligaen.