FC København oplyser, at der er afsat et trecifret millionbeløb til at opdragere Parken, så fanoplevelsen kan forbedres. Det meddeler FCK på sin hjemmeside.
Parken skal have en ordentlig opgradering.
FC København meddeler således på sin hjemmeside mandag, at man har afsat et trecifret millionbeløb til at forbedre stadionet.
“Vi har allerede investeret et større millionbeløb i en ny plæne og fornyede VIP-faciliteter, og nu lægger vi et trecifret millionbeløb oveni, som blandt andet skal gå til en opdatering og udvikling af faciliteterne i Parken, fx boder og toiletter,” siger FCK-direktør Jacob Lauesen til hjemmesiden og uddyber:
“Det løbende vedligehold skal prioriteres, men vi har også en ambition om hele tiden at løfte og forbedre fanoplevelsen i Parken, og det er en prioritet, at fansene også skal mærke de her investeringer,” lyder det fra direktøren.
FC København ligger aktuelt på 3. pladsen i Superligaen.