Medie: FCK udlejer Luther Singh til portugisere

Foto: Shutterstock

Den sydafrikanske kantspiller Luther Singh har ikke været nogen nævneværdig succes i FC København, som nu er tæt på at udleje ham til Desportivo Chaves.

Sidste sommer hentede FC København den sydafrikanske landsholdsspiller Luther Singh til klubben, men det skifte har ikke været den succes, man havde håbet på.

Den 25-årige offensivspiller har således blot noteret sig for syv førsteholdskampe i FCK-trøjen, og nu er han på vej videre i karrieren.

Det portugisiske medie Record skriver således, at Singh er tæt på at vende retur til Desportivo Chaves på en lejeaftale.

Luther Singh har tidligere tørnet ud for Desportivo Chaves, da han blev udlejet af Braga, og han skifter dermed til vante omgivelser.

Endvidere beretter journalisten Pedro Sepulveda, at Desportivo Chaves er klar til at dække hele Singhs løn, og forhandligerne med FCK kan derfor snart afsluttes.

Luther Singh har kontrakt med FCK til 2025.