FC København skal fremover have en ny trøjesponsor på brystet i form af Unibet, selvom Carlsberg forbliver hovedsponsor. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.
FCK har tirsdag meddelt, at man har indgået en aftale, der betyder, at Unibet bliver ny sponsor på FCK-trøjens bryst.
Aftalen løber frem til 2023 med mulighed for at forlænge den, og Unibet bliver ny hovedpartner sammen med Carlsberg og adidas.
Superliga-storklubben vil dog stadig have Carlsberg som hovedsponsor, og dem vil man fremover kunne finde på FCK’s trøjeærmer.
Samtidig meddeles det på FCK’s hjemmeside, at Carlsberg i fremtiden vil komme til at fokusere mere på stadion- og fanoplevelse.
Den nye aftale med Unibet glæder FC Københavns direktør, Lars Bo Jeppesen.
“Vi er utroligt stolte over den her nye aftale, hvor Unibet hæver deres engagement markant og dermed bliver ny officiel trøjesponsor i F.C. København,” fortæller Lars Bo Jeppesen og fortsætter:
“Det giver os de bedste forudsætninger for virkelig at løfte klubben sammen. Samtidig er det en stor glæde for os, at det netop er Unibet, der gennem så mange år har støttet og været loyale overfor FCK, som vi nu får på brystet. Det understreger deres store engagement i klubben,” siger FCK-direktøren.
FCK ligger på en aktuel 4. plads i Superligaen.