
Den tyske fodboldlegende og tidligere danske A-landstræner, Sepp Piontek, gik bort i denne uge, 85 år gammel. Superliga-klubberne mindes ham i denne runde.
Aftenens kamp mellem FC Nordsjælland og Vejle Boldklub vil blive indledt med en markering af den tidligere danske A-landstræner, Sepp Piontek.
Piontek døde i denne uge i en alder af 85 år efter kort tids sygdom.
Superliga-klubberne har valgt at samtlige seks kampe bliver indledt med et minuts klapsalver for at hylde Piontek for hans store arbejde for dansk fodbold.
Piontek var dansk A-landstræner fra 1979 til 1990, og dermed stod han også i spidsen for landsholdet ved VM i Mexico tilbage i 1986.
Piontek blev en del af Fodboldens Hall of Fame i 2011. Desuden modtog han også prisen som årets fodboldtræner i Danmark i 1983, da han var den første, som formåede at kvalificere det danske herrelandshold til en VM-slutrunde.
I klubregi blev han cheftræner for AaB i 1995, hvor han blev den første træner for et dansk hold i Champions League. Efter en korruptionsdom blev Dynamo Kiev smidt ud af turneringen og AaB overtog deres plads.
Efter sæsonen blev han dog fyret, fordi AaB endte på en dengang skuffende femteplads. Herefter tog han videre til Silkeborg IF, hvor han vandt sølvmedaljer i 1998. I 1999 forlod han SIF til fordel for det grønlandske A-landshold.
AaB og Silkeborg IF var de eneste to danske klubhold, der oplevede at have Piontek som cheftræner.
