Rasmus Bertelsen, der er cheftræner i Randers FC, mener, at det er for tidligt at sælge Filip Bundgaard. Det siger han efter 2-2-kampen mod Brøndby IF.
Jude Bellingham fra Real Madrid, Gavi fra FC Barcelona og Rasmus Højlund fra Manchester United.
En ny generation af talenter er på vej frem på den globale fodboldscene, og også i Superligaen gør flere stjernefrø sig særdeles positivt bemærket.
Det gælder blandt andet 19-årige Filip Bundgaard fra Randers FC, men står det til Rasmus Bertelsen, skal kantspilleren ikke skydes afsted endnu.
Det fortæller cheftræneren efter søndagens 2-2-kamp mod Brøndby IF.
“Han skal afsted på et tidspunkt. Det er selvfølgelig klubbens ambition med så dygtig en spiller og så stort et talent,” siger Bertelsen til bold.dk og fortsætter:
“Så han skal have afsted på et tidspunkt, men jeg ville synes, at til vinter var for tidligt,” udtaler Randers-cheftræneren.
“Så hvis det er det, du spørger om, så vil jeg godt holde lidt fast i ham. Men selvfølgelig skal han afsted på et tidspunkt,” lyder det fra Rasmus Bertelsen.
Filip Bundgaard har kontrakt med Randers FC frem til sommeren 2026.