Marcondes nettede to gange i afskedskamp

FC Nordsjælland vandt i dag 3-2 over Hobro, hvor Emiliano Marcondes kom på måltavlen to gange i sin afskedskamp.

FC Nordsjælland mødte søndag eftermiddag Hobro i Superligaen. Det var en kamp, som var ganske speciel for Emiliano Marcondes og Patrick Mtiliga. De spillede nemlig deres sidste kamp for FCN.

Marcondes skifter efter årsskiftet til engelske Brentford, mens Mtiliga stopper fodboldkarrieren.

Emiliano Marcondes stemplede tidligt ind i kampen. EFter bare fem minutter ramte han overliggeren, og det var en advarsel til Hobro om, at han var målsulten i dag.

I det 23. minut var det dog gæsterne, som kom på tavlen. Quincy Antipas scorede til 1-0 til udeholdet, efter flot forarbejde af Pål Alexander Kirkevold og Vito Mistrati-Hammershøy.

Efter 32 minutter var Marcondes dog mere skarp foran målet end tidligere i opgøret. Han scorede sit 16. sæsonmål, da han sparkede bolden gennem benene på et par Hobro-forsvarere.

FCN pressede yderligere på, hvor både Marcondes og lynhurtige Jonathan Amon var tæt på at bringe hjemmeholdet foran i første halvleg, men måltavlen viste 1-1 ved pausefløjt.

I anden halvleg kom Marcondes igen på tavlen. EFter 63 minutter scorede han på et straffespark, som var blevet begået mod ham selv af Rasmus Minor. Dermed nåede han i alt at score 17 mål for FC Nordsjælland i denne sæson.

Det næstsidste mål i kampen blev sat ind af Mathias Rasmussen, som opsnappede en lang bold minuttet efter, at han var kommet på banen. Han sparkede sikkert bolden ind i målet, efter at han havde driblet forbi Hobros keeper Peter Rask.

I det 73. minut fik Antipas igen bolden i netmaskerne, men gæsterne kom aldrig tilbage i opgøret. Og dermed vandt FC Nordsjælland med 3-2, hvilket var et flot punktum for Marcondes og Mtiliga. Sidstnævnte blev skiftet ud i overtiden til stående bifald.

https://www.youtube.com/watch?v=UrKgxN0lk6I