
Brøndby-profilen Mathias Kvistgaarden debuterede for det danske landshold lørdag, og det var et specielt øjeblik, som han delte med sin far, fortæller han.
Mathias Kvistgaarden fik debut for landsholdet i lørdagens 2-1-sejr over Nordirland, og det var et specielt øjeblik, som han delte med sin far, der er kitmanager hos DBU.
“Jeg tror, at vi begge to lige fældede en tåre inden. Jeg gjorde i hvert fald,” siger kantspilleren til bold.dk og uddyber:
“Selvfølgelig er det specielt at få debut for landsholdet, men det er endnu mere specielt at dele øjeblikket med ham,” udtaler Kvistgaarden.
“Ikke nok med at familien sidder oppe på tribunen, men at jeg decideret har min far nede ved banen ved siden af mig, som lige kunne give mig et kram og et klap på skulderen, inden jeg skulle ind. Det var specielt,” lyder det fra BIF-spilleren.
Danmark møder Litauen tirsdag aften kl. 19.