
Viborg FF må undvære Oliver Bundgaard i længere tid på grund af en korsbåndsskade, og den alvorlige skade er uretfærdig, mener den 23-årige venstreback.
Oliver Bundgaard blev skadet i korsbåndet få minutter inde i opgøret, da Viborg FF søndag tabte med 2-1 til Randers FC.
Venstrebacken forventes ude i et år, og det er ikke retfærdigt, siger Bundgaard.
“Det var selvfølgelig en forfærdelig besked at få,” udtaler han til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Det er uretfærdigt, synes jeg, men jeg mærker trods alt, at det bliver lidt nemmere dag for dag, når man nu har accepteret, at det er sådan, det er,” siger Oliver Bundgaard.
“Jeg har heldigvis nogle gode holdkammerater og en god klub omkring mig, så jeg vil bare arbejde hårdt for at komme stærkt tilbage,” lyder det fra Viborg FF-spilleren.
Bundgaard har været i Superliga-klubben siden sommeren 2022, hvor han forlod Randers FC.