Ekspert: To SL-stjernefrø kan sælges for 70 mio. kr.

TV3 Sport-ekspert Jesper Thygesen vurderer, at Vejle-angriberen Wahid Faghir og FC Nordsjælland-kometen Kamaldeen Sulemana begge kan blive solgt for over 70 millioner kroner. 

Der kan meget vel komme nogle store salg af Superliga-spillere denne sommer, når transfervinduet åbner igen.

I hvert fald vurderer TV3 Sport-eksperten Jesper Thygesen, at særligt to Superliga-kometer vil kunne sælges for meget betydelige transfersummer.

Det drejer sig om den bare 17-årige Vejle-angriber Wahid Faghir samt FC Nordsjælland-offensivspilleren Kamaldeen Sulemana, der fyldte 19 år for en uge siden.

Thygesen mener, at begge stortalenterne vil kunne sælges for mere end 10 millioner euro, hvilket svarer til i omegnen af 74 millioner kroner.

“Vi er over 10 millioner euro på begge to. Det skal vi være,” udtaler Jesper Thygesen i programmet Onside og fortsætter:

“Der er lidt for meget show-off fra Kamaldeens side, og det er der bare ikke på Faghir. Det kan de store klubber også godt lide. De gider ikke for meget hæl og tå. De vil gerne have det her bundsolide træk, som Faghir kommer med,” lyder det fra eksperten.

Annonce: Bliv klogere på konceptet GoQuiz.dk her.